En uge med opkast
Ja, tingene går sjældent. som man forventer – især ikke, når man har børn. Christian var blot første mand i rækken af os alle fem, som blev ramt af opkast. Efter ham fulgte Mathilde, så Sofie, så Gry, og så mig. Det betød, at vi var 6 nætter på Pappa Pippo, og ikke 4, og at det ophold på Koh Rong, som vi havde reserveret, da vi troede alt var iorden, måtte aflyses. Vi flyttede fra Pappa Pippo i søndags, lidt længere ned ad kysten og tættere på vandet til Jully Anna Guest House på Otres 2 beach. Jeg havde kastet op om morgenen, og var mildest talt skidt tilpas, så jeg var glad for, at turen med tuktuk’en var 10 minutter og ikke 5 timer. Jeg tilbragte den første dag på Jully Anna i fosterstilling tæt ved wc og rindende vand. Christian underholdt pigerne i pølen og travede en tur til stranden.

Badeferie i et par dage
MEN: nu synes alt at være i orden. Vi blev på Jully Anna i 2 nætter. Stranden var 3 minutters gang væk og var skøn, fredelig og uden mere end en håndfuld turister udover os. Billederne taler vist for sig selv. Vi brugte det meste af mandagen på stranden med at bade, snorkle, sejle kajak og hygge. Der er flere små barer på stranden, så frokosten blev indtaget her. Gry gik ombord i friske, stegte jomfruhummere fra en dame, som gik rundt og solgte dem på stranden, mens moderen forkvalmet så til med nervøs mine, og spillede en film om skaldyrsforgiftning i et mindre udviklet land for det indre øje. Det gik dog fint med den eksotiske frokost, så det var en lettet familie, som i forgårs satte kursen østover mod Kep.
!

Kep – er vi stadig i Cambodia?
Kep var i den franske kolonitid den bade- og feriebye, de rige og berømte tog til, så her er utroligt smukt, velholdt, asfalteret og trimmet. Byen står i skarp kontrast til det Cambodia, vi ellers har mødt, hvor skrald ligger langs vejene i stakkevis, vejene er hullede, støvede og i dårlig forfatning. Her er sågar gadebelysning langs strandpromenaden! Vi skal være i Kep i tre nætter, ankom i forgårs og havde booket et 4-stjernet hotel på nettet, da vi allesammen trængte til en ren seng at sove i, gode sanitære forhold og lidt luksus ovenpå en lang uge med hoverne nedad. Vi flyttede dog hotel efter en nat pga prisen, og fordi det var et meget sterilt og kønsløst sted. Nu er vi så landet i himlen på Darica resort. Vi bor i en grøn og frodig have omkranset af palmer, orkideer og andre smukke, grønne og eksotiske planter og en 10 bungalower med en lille indbydende pool i midten. Vi bor i en balinesisk inspireret bungalow med a/c og morgenmad for den nette sum af 50 USD. Halvdelen af dagsbudgettet, men vi holder budgettet so far så mon ikke, det går.

Endelig afsted på tur
I går havde vi for første gang overskud til at tage på tur, og besøgte en sommerfuglefarm i udkanten af Kep Nationalpark, som rejser sig smukt ind i landet bagved Kep, som ligger ved vandet. Det var så utroligt skønt at have en dag, hvor ungerne hyggede sig, var glade, legede og ingen havde ondt i maverne, hovedet eller alle mulige andre steder. Så ser det virkeligt meget lysere ud. I dag torsdag tog vi fra morgenstunden en tuktuk lidt ind i landet til en økologisk, lille peberfarm, hvor vi alle smagte rød, hvid, grøn og sort peber, og fik en rundtur så vi nu ved, hvorhenne peberet gror. Jeg skal hilse og sige, at det ikke er det værste sted at ønske sig (eller andre) hen:-)!

Status på de første 2 uger
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har ønsket at være hjemme i Danmark. Især i løbet af den sidste uges tid, hvor vi på skift optog toilettet, og hvor pigerne bare gerne ville hjem. Jeg havde det på præcis samme måde, da det blev min tur til at få maveproblemer. Det er bare ikke fedt at være så langt hjemmefra, når alle tre børn er syge – dog heldigvis på skift! Selv Mathilde har bedyret, at hun bare gerne ville kunne spise en rugbrødsmad – og det er store ting for den hvedebrødselskende unge dame. Måske provokeres hjemveen lidt af, at vi befinder os i det mindst udviklede land af dem, vi forventer at besøge. Det betyder, at vi i værste fald, hvis tingene bliver lidt mere alvorlige, skal til hovedstaden for at finde et fornuftigt hospital, dog slet ikke sammenligneligt med hospitaler derhjemme. For at få vestlig standard skal vi til Bangkok, og derfor har vi været opdateret på fly til Bangkok herfra, just in case. Den største bekymring har været dehydrering, for der skal ikke meget væsketab til ifm eksempelvis opkast eller diarre, før det kan ende med dehydrering i denne varme. Sofie, som den mindste, var heldigvis den, der blev mindst ramt af os alle af opkast, og lige nu er alle mand raske og friske, så bekymringerne er svundet meget.

Mod øst og Vietnam fredag 19. januar
Imorgen fredag rykker vi videre 20 km østpå med tuktuk til grænsen, og krydser til fods til Vietnam, hvor vi har visum gældende i 30 dage fra d. 19.1. Vi ordnede visum, mens vi var i Otres, da der er Vietnamesisk ambassade i Sihanoukville, som er hovedbyen på kysten.Vi ved endnu ikke helt, hvor i Vietnam, vi starter, udover at det bliver et sted i hjertet af Mekong deltaet. Her vægter hensynet til Mathilde og lange køreture højt, da hun bliver køresyg og kaster op, så 8 timer i bus vil for hende være tortur. Vi har snakket om at tage til Chau Doc, som ligger en 2-3 timers kørsel fra grænsen, og som er et knudepunkt på Mekonfloden, da mange rejsende ad søvejen fra Phnom Penh kommer ind i Vietnam her. Derefter videre til Can Tho og et par andre byer inden vi rammer Ho Chi Minh engang i næste uge, forventer vi.

Jeg håber, at alt er vel ude i de danske stuer, og at i kan holde varmen – det har vi bestemt ingen problemer med indtil videre