Om mig

Om mig

Flashpackermom

Og hvorfor så flashpackermom? Det er, fordi det er beskrivende for den rejseform, min familie og jeg bruger. Vi kører ikke en skrabet low budget stil, men heller ikke luksushoteller og dyre restaurantbesøg. Jeg er familiens store rejseplanlægger, og gør mig umage med at få rejsebudgettet til at række længst muligt. Det betyder, at det er prisen, der afgør destinationen, og ikke omvendt. Hvis man vil have mest muligt ud af pengene, er min erfaring, at man skal booke fly og bolig på egen hånd. En enkelt gang har vi taget en chartertur med all-inclusive, fordi prisen var super favorabel. Jeg må erkende, at det er en genial rejseform med tre små børn! Vi har i familien en favoritdestination, Berlin, som vi stort set besøger hvert år. Berlin er et fantastisk rejsemål både med og uden børn, og i køreafstand fra alle afkroge af Danmark.

Personen bag

Jeg hedder Dorthe Haagen Nielsen, er årgang 1978 og født og opvokset på Falster – og nej, det er ikke Lollandfalster-som-i-et-ord – Falster er en ø, præcis som Sjælland og Fyn. I 1999 byttede jeg fødeøen ud med mini-metropolen Aarhus, for at læse engelsk på Aarhus Universitet. Til formålet medbragte jeg 3 ting:

  1. en lap papir med en adresse på et hummer i Åbyhøj
  2. en stak flyttekasser (iboende et uhyrligt bæst af en edderkop, jeg garanterer den var i direkte blodlinje med Cthulhu)
  3. en kolo-enorm, grim og umådeligt sær, men rar hest, som jeg tilbragte utroligt meget tid på ved siden af studiet.

Inden jeg blev færdig med at læse, tog jeg et par sabbatår for at forfølge drømmen om at blive professionel dressurrytter, eller fuldtids-hestepige. Efter et par år med 12-15 timers arbejdsdage 7 dage om ugen, løb jeg sur i pruh, vrinsk og hestelort og vendte tilbage på skolebænken for at færdiggøre min uddannelse.

Uddannelse, børn og rejser

I 2007 blev jeg færdig som cand. mag. i engelsk og film & TV og fik arbejde på Institut for Datalogi, Aarhus Universitet, hvor jeg har arbejdet i sekretariatet lige siden. Jeg mødte min mand Christian i 2004.  Christian var dengang ikke rejsegal som jeg, men det er blevet bedre med årene. Før vi fik børn besøgte vi flere gange sydøstasien på kortere rejser. Jeg ville gerne dele min kærlighed til denne del af verden med Christian. Det gav pote, og Christian hengav sig hurtigt til de sydøstasiatiske landes charme.

I 2009 kom første pode til verden, og som forældre har det været vigtigt for os ikke at lade os begrænse i forhold til at rejse. I 2011 og 2014 fulgte yderligere to skønne poder trop, så vi har tre dejlige piger med glimt i øjet og mod på livet. Pigerne har siden de var ganske små været med på kortere og længere ture. Vi har besøgt Spanien, Italien og Sverige op til flere gange. En enkelt gang vovede pigerne og jeg os – i følgeskab med min berejste mor – med skib tværs over Nordsøen, og endte på Færøerne, selvom kursen var sat mod Island. En fantastisk oplevelse, som jeg varmt kan anbefale!  Et par rejser til Beijing er det også blevet til, men turen til sydøstasien bliver vores første lange rejse sammen, og vi glæder os!

Rejsedrømme

Jeg ville gerne kunne sige, at jeg er en passioneret rejsenørd, men sandheden er, at rejsedrømmene fylder mere end de faktiske rejser. Jeg går sjældent en uge uden mit Momondo fix, og jeg er altid på udkig efter billige flybilletter just in case. Derfor er det også helt fantastisk, at vi nu har fået sparet sammen til at trække stikket i 4 måneder for at rejse! Jeg glæder mig helt vildt til at bytte vores super organiserede, tilrettelagte og rutineprægede hverdag ud med en helt anden type livsstil langt væk fra logistik, vækkeure, madpakker, rengøring, vasketøj og den daglige trummerum.

0 Shares
UA-111394081-1