Et par ord om Covid19 i et forsinket rejseindlæg

Det er vist ikke gået nogens næse fri, at vores rejse blev afbrudt pga Coronaviruspandemien. Vi skulle først være kommet hjem den 24. marts, men Covid 19s luren om alle hjørner, og Udenrigsministeriets opfordring til alle danskere om at komme hjem, kom os i forkøbet. Så vi er godt hjemme, alle er ved godt mod og helbred. Og nu er der allerede gået en måned på dansk jord.

Rejseafbrydelse

Det var en enorm skuffelse for de store piger, at vi så abrupt måtte afbryde rejsen. Vi var få dage forinden vores hjemrejse netop kommet til vejs ende, Hoi An området, hvor vi skulle bruge de sidste 10 dage på at komme ned i gear, fordøje oplevelserne fra rejsen – og ikke mindst shoppe-shoppe-shoppe for de sidste penge til vennerne og sig selv. De blev derfor utroligt ulykkelige over at skulle hjem fra den ene dag til den anden. Og at komme hjem til et lukket land var selvfølgelig et kæmpe antiklimaks, især for pigerne, som havde glædet sig til at se alle deres kammerater igen.

En noget anden hverdag

Den første uge var derfor op ad bakke med hjemmeskole og sure miner. For slet ikke at tale om moderen, som virkelig forsures af temperaturer under 20 grader, og dårligt tåler blæst, kulde – endsige frost – på disse ugudelige breddegrader. Så ja, det var op ad bakke den første uge, men herefter er det blevet lidt nemmere.

Der er kommet en hverdag og rytme i at være hjemme, og den største forskel for mig er, at jeg er kommet tomhændet hjem i forhold til job. Christian nåede lige akkurat at få et job inden afrejse, hvilket heldigvis sikrer os mod at blive smidt på gaden. Jeg har meldt mig ledig, og føler mig overhovedet ikke arbejdsløs som hjemmegående husmor med tre poder hjemme på matriklen. Men det har krævet en mental omstilling, da jeg – som velsagtens restens af verdens borgere – ikke havde forventet at havne i denne situation. Jeg har aldrig været arbejdsløs på nær de 10 dage, jeg brugte på at sove rusen fra Roskilde Festival og studenterhuen ud tilbage i 1997, hvorefter min mor slæbte mig på arbejdsformidlingen, fordi min lediggang drev mine forældre til vanvid. Det fik hun nu ikke meget ud af, for jeg havde skam sendt ansøgninger til diverse steder afsted, og ugen efter gav en af disse bid. Jeg håber på samme, måske i disse tider dog lidt usandsynlige, svineheld, for ansøgninger er igen sendt afsted, så er det bare at krydse fingre og vente. Indtil da anser jeg det som et kæmpe privilegium, at jeg ved udgangen af april formodentlig kan modtage min første dagpengeudbetaling.

Igår blev to ud af tre poder endelig sendt afsted i skole og børnehave, hvilket betyder at jeg har frie hænder og mentalt overskud til at tømme mit hoved for de mange tanker, som jeg gerne ville have haft fældet ned langt tidligere. Bedre sent end aldrig!

Cyberchikane med wc ruller

Og imens jeg render og laver ingenting, spiller jeg det klassiske over/under toiletrullespil med min brormand på Falster. Det handler mest om cyberchikane fra min side i form af et enkelt billede (herunder). Spillet kan heldigvis spilles alle steder fra i verden, og fungerer også glimrende, selvom man sidder på hver sin side af jorden. Det er afprøvet. Alt man behøver er en wc rulle, der kan hænge, en person, der insisterer på at hænge rullen på en vis måde, et kamera og nettilgang – så kører det! Spillet er sjovere hvis modstanderen har en klar overbevisning (læs: OCD-lignende neurose) om, hvordan rullen skal hænge. Cyberchikane i sin reneste form. Beklager sidespringet her!

Tilbage i Vietnam – Ho Chi Minh, Cu Chi Tunnels og Water Puppets

Vi forlod Thailand 18. februar og fløj til Ho Chi Minh (HCMC), hvor vi havde booket 3 nætter. Selvom skolerne i Vietnam havde været lukket siden 20. januar pga Corona virus, fungerede stort set alle andre ting som vanligt, og vi kunne færdes frit.

HCMC er en heksekedel med folk på scootere, folk på gader og stræder, folk i gadekøkkener på hvert hjørne, folk, folk, folk… Der er et vidunderligtog uendeligt kaos af dytten, snakken, råben, kogen, brasen og bremsen overalt, hvor man færdes. Man kan dog finde refugium i en af byens mange parker, hvor kaosset og byens lyde kommer på afstand, og falder ind som en distanceret lydkulisse i en film, men aldrig helt forvinder.

Der er varmt som i helvedes forgård, der er rotter at spotte hvorend man færdes. Om der er i buskadset bag bænken på legepladsen, på gadehjørnet, hvor man bor, i gadekøkkenet, hvor man spiser. De er overalt. Så byen er ikke for de mest rotteforskrækkede. Til Jer, er der selvfølgelig også kakkerlakkerne, som – præcis som med rottebestanden – er overalt. Der gik nærmest sport i at spotte en rotte, en nem og sjov sport i HCMC. Mindre sjov er sporten, når man spotter en rotte helt tæt på under indtagelse af aftensmaden på et gadekøkken, men de er der jo, om man ser dem eller ej.

Cu Chi Tunnels og byrundtur

Vi havde hjemmefra arrangeret en guided byrundtur og en tur til Cu Chi Tunnels, beliggende udenfor byen, med chauffør og guide. Vores guide, Eddie, var virkelig god, og børnene synes han var fantastisk. Han fortalte vidt og bredt om Vietnam, og vidste selvfølgelig en masse og krigen og betydning af Cu Chi tunnelerne. Det er så absolut et besøg værd med lidt større børn, og alting er bare en bedre oplevelse, når man har en lokal guide med.

Alle var dybt fascinerede af besøget til Cu Chi Tunnels, som affødte mange spørgsmål om krig, død, ødelæggelse og overlevelse. Men på en god og ikke alt for grafisk facon. Man kan se fælderne og komme ned i enkelte af tunnellerne, og det er i det hele taget et utroligt fascinerende open air museum. Et must see.

Efter turen i tunnellerne nød vi frokosten på en af Eddies foretrukne gadekøkken områder, hvorefter vi var på rundtur i HCMC. Alt i alt en super dag.

Gensyn med Water Puppets

I HCMC stod den også på et obligatorisk gensyn med Water Puppets – efter højeste ønske fra Sofie. Det er en af de ting, hun huske bedst fra vores rejse tilbage i 2018, så selvfølgelig var det på programmet igen.

På første dag i byen var vi således på vej hen og købe billetter til en forestilling, og kom undervejs forbi en park med en legeplads. Der var vi så heldige at støde ind i en dansk familie med tre børn. Ungerne legede i et par timer, hvorefter vi spiste frokost sammen på Ben Thanh Street Food Market, og Christian og jeg fik gode tips til den videre rejse. Familien vi mødte, havde netop tilbragt en måned i landet, og nu stod for at skulle rejse hjem. Det betød også, at vi kunne overtage deres aflagte jumbobøger, så vores piger kunne få fornyet læsestof til turen. Win!

Dalat – jordbær, avocado og truthorn

Efter at have svedt tran i nogle dage i HCMC, tog vi en flyver til Dalat. Vi vejede for og imod en busrejse dertil, men med 2 piger, som bliver køresyge, var udsigten til 6-8 timers bjergkørsel med kun eet stop undervejs ikke just ønskværdigt. Derfor endte vi med at betale lidt mere og flyve.

Det er heldigvis billigt at flyve i Vietnam, selvom jeg personligt foretrækker alle andre transportmidler frem for denne rejseform. Dels fordi jeg er bange for at falde ned. Dels fordi jeg synes, det er sjovere rejse over land, så jeg kan betragte landskabet gennem vinduet. Men omvendt tog det kun 45 minutter at flyve, kontra de mange timer i bus.

En kaotisk bjergby

Dalat blev grundlagt af de franske kolonister, som brugte byen som et tilflugtssted for at slippe for den ubærlige hede i HCMC. Byen ligger 1500 m.o.h., og vi havde lidt naivt forestillet os en romantisk bjergby med fred og ro.

Vi kunne ikke have taget mere fejl, for selvom den ikke er at sammenligne med eksempelvis HCMC, er det stadig en halvstor by med 30,000 indbyggere, masser af lastbiler, knallerter og biler. Alt sammen blot i koldere luftlag, men fortsat med stor forkærlighed for at bruge hornet. Hvor vi herhjemme bruger hornet i yderste instans for at undgå eventuelle ulykker, bruges hornet i Vietnam for at gøre medtrafikanter, fodgængere, høns, mand, rotter, mus og kakkerlakker opmærksom på, at man er tilstede. Så der dyttes konsekvent, og på alle tider af døgnet. Vi boede lidt udenfor byen, dog stadig i gåafstand, med en balkon ud til en ret befærdet vej. Og med døre og et revnet vindue, der ikke sluttede helt tæt. Så det er synd at sige, at der var fred og ro og en uforstyrret nattesøvn. Til gengæld var værelse kæmpestort med en lille altan, der var daglig housekeeping, hvilket betød redte senge og toiletpapir, og morgenmad med i prisen. Det var den sødeste dame, der bestyrede hotellet, og vi endte med at blive hængende i 5 dage.

Sightseeing i Dalat

Vi hyggede os i Dalai, selvom aftener, nætter og morgener var kolde. Vejret var dog godt, og temperaturerne steg betragteligt i dagtimerne. På første dag besøgte vi Dalat Crazy House, som er bygget i bedste Gaudi-inspirerede stil. Alt er snørklet, kringlet, skævt og skørt, og huset er en stor seværdighed i byen. Man kan booke overnatning i husets værelser, som er tematiserede, men vi nøjedes med at udforske det på vores første dag.

Dalat er kendt for deres produktion af kaffe, jordbær og avocado, og vi havde bestemt at vi ville besøge en kaffefarm. Efter anbefaling fra en af mine tidligere kolleger, tog vi ud og besøgte Son Pacamara kaffefarm, som dyrker økologisk kaffe.

Det var en lille farm, hvor alle kaffebær håndplukkes inden den videre proces. En interessant oplevelse, også for pigerne.

Datanla Waterfall

Vi besøgte også et af flere vandfald i området, Datanla, men netop dette kunne tilgås med en pænt lang, og skidesjov, kabelbane.

Som ekstra gevinst var der et kuld hundehvalpe i området for enden af kabelbanen ved vandfaldet. Selvom det ikke var regntid, var vandfaldet af en pæn størrelse, men det var helt klart kabelbanen og hundehvalpene, som tog prisen for oplevelsen.

Vi var også en tur med svævebanen i Dalat, og mødte endnu en dansk familie her, som vi fulgtes med på en udflugt til et tempel, og derefter endte med sammen at gå endnu en tur til Datanla vandfaldet for at køre med kabelbanen igen.

Aftenerne gik med ture til byens marked, hvor vi spiste jordbær med sukker og chili, avocadois og drak varm soyamælk, alle Dalat specialiteter.

Sofie og Christian blev hjemme flere aftener, da vi ikke havde medbragt den mest optimale garderobe til de kolde aftener i bjergklima. Altsammen spændende ting, som dog blev toppet med en tur i biografen for at se Sonic (på engelsk) til den nette pris af 75 DKK for os alle fem. Jatak!

Vi havde nogle dejlige dage i Dalat, som kun blev forstyrret af Grys indkøbte ko-horn med trutfuktion, som lyder meget lig dytten fra de store lastbiler. Og der gik hurtigt sport i at sidde på vores altan bevæbnet med hornet, og komme med et modtrut til lastbilernes evindelige trutten i hornet. The endless joy of parenting. Hornet kom med videre i tasken med strenge formaninger om ikke at trutte uden forudgående aftale med de gamle. Efter Dalat gik turen ud til kysten og turistparadiset (eller – helvedet), Nha Trang.

Nha Trang – bemærkelsesværdigt stille

Det var vores andet besøg til Nha Trang, så vi vidste, hvad der ventede, og at det ikke var vores favoritsted i Vietnam. Derfor havde vi booket en lejlighed lidt nord for byen, lige ved vandet og med egen vaskemaskine, så vi var rustet til tre dage. Nha Trang er et stort turistmål for russere og kinesere, og sidst vi besøgte byen, var den oversvømmet af turister. På grund af Covid19 havde Vietnam, som grænser op til Kina, dog lukket landet for kinesere, hvilket betød, at der var langt færre mennesker end ved vores sidste besøg. Det var derfor et mere stilfærdigt gensyn end forventet, men det var kun glædeligt. Det var luksus at have en toværelses lejlighed med havudsigt og fri adgang til vaskemaskine, så vi tog et par dage i lavt gear med ture til stranden, inden vi drog nordpå til Qui Nhon.

Qui Nhon – en turistforladt by

Vi havde booket to atter i Qui Nhon, som egentlig skulle fungere som et pitstop på togturen mellem Nha Trang og Hoi An. Vi endte dog med at være der flere dage, da vi virkelig syntes om byen, og ville udforske nogle af landets bedste badestrande.

Qui Nhon glimrer med sit fravær af turister, og med sin overflod af endeløse, øde sandstrande, grønne bakker og brede boulevarder. Det er kort sagt svært ikke at synes om byen. Det er en stor by, men med et helt andet tempo end de andre store byer, vi har besøgt i landet.

Laid back er nok det ord, der beskriver byen bedst, hvis du spørger mig. Vi havde booket et værelse på et lille guest house på en lukket vej i et almindeligt residential area med vietnamesiske naboer hele vejen rundt. Det føltes derfor helt hjemligt at komme ‘hjem’ til vores værelse, og det giver nu noget helt specielt når folk vinker og hilser, fordi man efter et par dage bliver en del af gadebilledet.

Ganske kort fra vores gæstehus boede der jordens sødeste dame, som pigerne hurtigt faldt i snake med. Snak er måske så meget sagt, for hun talte måske 5 ord engelsk, og pigerne 2 ord vietnamesisk, men sprog er heldigvis ingen hindring i mødet mellem mennesker, der vil hinanden. Damen hed Ha, og boede ved siden af en lille restaurant, hvor Christian og jeg endte med at spise, mens Ha underholdt pigerne med guitarspil og -sang.

Hver dag når vi gik forbi var der store krammere til alle, og Ha inviterede os hjem og spise banh mi opla (baguette med æg), på vores sidste aften byen. Sikke en gæstfrihed. Det, vi ikke kunne spise, fik vi med hjem til dagen efter. Og da vi dagen efter skulle videre, havde Ha lavet madpakker til os alle, som vi fik med til turen. En helt igennem fantastisk dame, med et hjerte af guld. Vi fik hendes adresse, så vi kan sende hende et kort eller brev fra Danmark (selvom jeg med skam i stemmen må erkende, at det ikke er sket endnu).

Nhon Hai Beach – Vietnams bedste badestrand?

De danskere, vi havde mødt i HCMC, havde tilbragt noget tid på Bai Xep stranden, som ligger en halv tre syd for Qui Nhon. Vi tog derfor en taxa dertil for at se, om det kunne være noget for os at tilbringe nogle dage der. Stranden var smuk, men der var kæmpe bølger, og det var bestemt ikke en børnevenlig strand, så vi blev enige om at prøve lykken ude på halvøen ved Nhon Hai beach.

Nhon Hai ligger langt væk fra alting, der er igen ATM, banker eller lignende, da det er et fiskerleje med ganske på hostel/gæstehuse til turister. Vi bookede tre dage på Nhon Hai Beach hostel, og var ikke skuffede.

Stranden og vandet var desværre meget beskidt af plastic og skrald, men vandet var krystalklart og med sandbund.

Vi brugte et par dage her med kortspil og tid på stranden, og om aftenen blev en hoppepude pustet op længere henne af stranden, så landsbyens poder kunne slå sig løs.

Vi mødte kun 3 andre turister på vores hostel, som er et af de eneste steder, man endnu kan bo på i Nhon Hai. Det var endnu en unik oplevelse at være eneste turister, og man håber bare på, at når turismen rammer (for det gør den før eller siden), den ikke smadrer alt det lokale liv og den natur, der er i området.

Tilbage i Kejserbyen Hue

Efter nogle dage med sand mellem tæerne, tog vi toget nordpå til Hue. Sidst vi besøgte Hue var det koldt og blæsende, så vi nåede sket ikke at se nok af byen ved sidste besøg. Vi bestemte derfor spontant, at vi ville tage nogle dage dertil, inden vi vendte næsen mod Hoi An området. Og netop i Hue begyndte Covid19 at hale ind på vores rejse. Vi boede helt centralt i byen med en lille pool, og glædede os over at kunne køle ungerne lidt af midt på dagen.

På besøg ved Tu Duc Tomb

Vi ville gerne ud og besøge en af de mange gravsteder, der er rejst for de forskellige kejsere, og som ligger i området omkring Hue. Vi valgte at besøge Tu Duc Tomb, og der var i den grad et storslået gravmæle for en kejser. En kæmpe anlagt park med templer, søer, og mange monumenter rejst til ære for Tu Duc. Kejseren selv (Tu Duc) byggede dette monument og brugte stedet som et fristed med sit følge g mange konkubiner. Nu er det så et storslået grav kompleks, som ligger kun 5 km fra Hue.

Efter besøget, som var på et afsindigt varm dag, 37 grader c, foreslog vores chauffør et besøg hos Lavin Home, som eksellerer at lave kunstige blomster. Det var en hyggelig og intim oplevelse, og pigerne nød det. Vi prøvede også kræfter med at lave røgelsespinde, og kom selvfølgelig hjem med flere forskellige slags, så hvis nogen mangler røgelse til det ene eller det andet, ved I, hvor I kan henvende Jer.

Med Covid19 i hælene – fra kejserby til spøgelsesby

Men, men men. På 3. dagen af vores besøg, ændrede byen på en eftermiddag status fra sit livlige, velbesøgte jeg til en spøgelsesby. Grunden hertil var, at en engelsk turist på et hotel i byen blev testet positiv for Covid19. Gry og jeg var på vej ud og spise sen frokost, og den vej, vi skulle ned ad, var pludselig spærret af af to betjente. Begrundelse: Corona. Dagen efter var gaden atter åben, men hotellet var spærret af, ligesom flere restauranter, barer og butikker overalt i byen pludselig var lukket ned. Vi kunne fra behørig afstand fra gaden se, hvordan kittelklædt mandskab i fuldt pandemi-ornat gik rundt og desinficerede hotellet indenfor.

I Vietnam backtrackes smittedes gøren og laden, så alle steder, den pågældende turist og dennes fælge havde været i byen, blev lukket ned med det samme. Derfor blev byen som med et trylleslag forvandlet, og da vi efter en aftentur i et af storcentrene i byen kom ud på en menneske-, bil- og knallert-tom gade, som ellers var stærkt befærdet. Det stod i skarp kontrast til den ellers meget livlige og velbesøgte gamle kejserby.

Samme aften fik vi besked fra en bekendt i Hoi An området om at undgå et hotel i Da Nang (som ligger en halv time fra Hoi An), da endnu en britisk turist var testet positiv for Covid19, og hotellet og butikker, cafeer og restauranter i det område derfor var lukket mere eller mindre ned. Vi valgte derfor at tage direkte til Hoi An dagen efter, og ikke lave pitstop i Da Nang et par dage, som ellers var planen. Ved ankomsten til togstationen i Hue blev vi bedt om at købe mundbind, da vi ellers ikke ville få adgang til venteområdet til vores togafgange. Og derfra gik det så slag i slag.

Med røv i begge ender – herfra rejsen ender

Vi ankom med toget fra Hue til Da Nang og tog en taxi ud til vores gæstehus i Hoi An. Samme aften tog vi ud og sejle på floden, og satte lanterne i vandet, et stort ønske fra Gry.

Og heldigvis for det, for natten til torsdag blev jeg dårlig. Jeg syntes godt, at et par af de krydderurter, jeg spiste til aftensmad, var lidt brune, men slog det hen. Men jeg endte dog på toilettet med udfald i hoved og røv, for nu at sige det, som det er. Jeg havde fået en eller anden art madforgiftning, og samme dag opfordrede den danske regering alle i udlandet til at rejse hjem. Torsdag var jeg ikke meget bevendt, og kunne bestemt ikke gå forlade mig på at være mere end 10 skridt fra et toilet. Det var derfor udelukket at vi kunne vende næsen hjemad. Torsdag aften og nat stilnede det af, så fredag besluttede vi os for, at det ville være forsvarligt at rejse dagen efter, lørdag. Vi meddelte derfor pigerne om situationens alvor, og så væltede det, som tidligere nævnt. Flybilleterne blev booket til afgang næste dage via Singapore og København. Vi valgte at bruge et par tusind mere, og på den måde undgå transit igennem flere lufthavne i mange forskellige lande. Vores vurdering var, at det var bedre at havne i en eventuel karantæne i enten Singapore eller København, fremfor en eller anden europæisk storby. Det gav os en enkelt dag i Hoi An, som lå bemærkelsesværdigt øde hen, og mange restaurationer, seværdigheder og butikker var lukket.

Hjem kom vi heldigvis uden problemer, og en måned senere sidder jeg så og hakker ned i tastaturet i en verden, der på ingen måder ligner den, vi forlod tilbage i januar. Det er svært at sige, hvornår, hvordan eller om vi vi nogensinde kommer tilbage til en helt normal hverdag, men indtil da er jeg at finde på matriklen på landet. Og her vil jeg glæde mig til atter frit at kunne besøge min familie på Falster, svinge forbi min gamle arbejdsplads til en kop kaffe, og forhåbentlig også snart lære en masse nye kolleger at kende i mit fremtidige job. Indtil det sker får alle I, der har læst med til den bitre ende, en virtual high-five og en krammer herfra. Giv endelig et pip i kommentarerne, så jeg ved, om I er i live:-)!