Det er allerede mere end 3 måneder siden, vi igen satte fod i Danmark, og det har været noget af en omvæltning at skulle tilbage i den gamle trædemølle. Hverdagen er i fuldt sving, alle mand er i hhv. skole, børnehave og på job, og jeg kan slet ikke forstå, at vi allerede skriver medio august. Hvor bliver tiden dog af? Desuden har vi udvidet familien med to padder på størrelse med en velvoksen 5-krone hver især: byd velkommen til Skilde og Frank.

40, fed og færdig 

Jeg nåede slet ikke at lave et indlæg om og fra min 40 års fødselsdag, som blev fejret få dage inden vores hjemrejse, so here goes: Jeg vågnede som altid ALT for tidligt (alderen taget i betragtning!) på min fødselsdag med sommerfugle i maven. Vi snakker 5.30! Jeg ved ikke, hvornår eller om jeg nogensinde mentalt bliver ældre end 5 år på min fødselsdagsmorgen, men so be it. Alle andre sov trygt og godt. Vi havde valgt at holde min fødselsdag i Danang, som vi også besøgte på første tur til Vietnam tilbage i januar, og havde revet os og booket et rigtigt hotel med en suite og morgenmad til det nette sum af 100 USD/nat. Dvs hele dagsbudgettet bare på hotelværelset! Men så var det til gengæld kun to nætter, og det er trods alt kun en gang i livet, at man bliver 40. Vi boede faktisk lige ved siden af det hotel, vi boede på da vi var i Danang tilbage i januar – her dog off season og til den nette sum af 11 USD/nat til sammenligning. Danang ligger ved en endnu temmelig uberørt – set fra et masseturist synspunkt – smuk og langstrakt kystlinje med azurblåt hav, hvid sandstrand og store, brusende bølger. Med andre ord det perfekte sted at holde sin fødselsdag. Jeg gik ind i stuen i vores suite (yes!), trak fra og kiggede ud af det store panorama vindue ned mod stranden, som lå 1 blok væk.

Vægtløs og begavet

Igennem ruden kunne jeg se, at der allerede var et leben af lokale, som var ude at bade inden dagligdagens dont skulle begynde, så jeg trak også i badetøjet, listede ned på stranden og boltrede mig som en kåd sælunge (måske rettere sø-elefant) i det varme vand og bølgerne. Jeg husker, hvordan jeg lå i det sydkinesiske hav, kiggede op mod hotelværelset, hvor familien sov trygt, og bare følte mig helt igennem glad og priviligeret. Sikken måde at starte 40erne på; det er da er ingen sag at være 40, fed og færdig, når man befinder sig i vægtløs tilstand under vand.  Da jeg kom tilbage, blev jeg overøset med hjemmelavede gaver, sten og skaller fra stranden, knick-knack samlet undervejs på rejsen og et gavekort med en voksentur med Christian til Berlin senere på sommeren. Vi spiste en overdådig morgenmad på hotellet, som ligeledes havde sørget for, at jeg fik en flot kage leveret til værelset.

Afternoon tea på hotellet

Derefter gik turen til stranden, hvor vi hyggede os nogle timer, inden solen blev for skrap. Vi spiste sen frokost på hotellet, da vi var blevet inviteret til afternoon tea på hotellet, som blev indtaget på øverste etage med en herlig udsigt over kystlinjen mod syd, og bjerglandskabet mod nord. Om aftenen spiste vi ligeledes på hotellet, og det var virkelig hyggeligt. Dagen efter skulle vi rejse til Cambodia, så der var ingen af os, der havde det store behov for at være ude til sent. Det var fedt at sidde og få et par drinks på hotellet, og så kunne gå lige ned i seng inden det blev for sent. Og sent blev det bestemt ikke, også fordi de der poder, vi har avlet ikke ligefrem er de stille typer, som bare kan sidde i et hjørne og nulre med en bog eller noget. Og desuden havde vi et stærkt kort på hånden på hoptelværelset i form af røgmasker og badekåber, som gjorde at det var nærmest umuligt at få poderne væk fra værelset. Muligvis rejsens ultimative højdepunkt for poder? Men det var på alle måder en skøn dag, som jeg ikke kunne have ønsket bedre på nogen måde!

De sidste dage i Phnom Penh

Den følgende dag fløj vi videre til Phnom Penh, hvor vi de sidste to dage blev indlogeret på et virkeligt dejligt hotel med pool. De sidste dage brugte vi på at købe souvenirs og gaver inden hjemrejsen, som, ligesom udrejsen, forløb helt udramatisk. Sikke en rejse!

Tid til refleksion

Når jeg er væk hjemmefra – uanset om det er en uge eller længere, glæder jeg mig altid til at komme hjem. På samme måde efter den lange rejse, vi har været på, men jeg må også erkende, at tiden væk fra hjemmet – sammen med min mand og børn, uden stress, jag og hverdag – har sat nogle tankeprocesser igang. Tankeprocesser, som leder ind til større eksistentielle spørgsmål om, hvad jeg og min familie (nok primært min mand) vil i og med livet, hvor vi, som familie, er på vej hen – eller ikke hen, og en hel masse andre ubesvarede spørgsmål, som jeg ikke har et rede svar på. Det har givet tid til refleksion at være væk så længe. Det har udfordret mit verdenssyn at se, hvordan andre familier – flere generationer –   lever tæt sammen under samme tag. Og hvor livet leves udenfor i et tumultarisk kaos af af familie, naboer, høns (selv i den travleste gade af Hanoi!), katte, hunde og et virvar af snotnæsede unger, gamle bedstemødre med stok og hårdtarbejdende forældre i hæsblæsende fart på knallerter, der sørger for at bringe føden i hus. Og så sammenholder jeg billedet med mit priviligerede liv med alle de fordele, vi her i landet har: betalt skole og uddannelse, betalt barsel, ligestilling, lægehjælp, veje uden huller og alle de fantastiske goder, vi har. Alligevel føler jeg ind imellem et stik af ensomhed i hjertet, når jeg om aftenen lukker døren til mit eget hjem, som jeg kun kan bo i på baggrund af hele min priviligerede opvækst med skolegang, uddannelse og nu et godt job. Og så føler jeg mig som verdens mest utaknemmelige, snotforkælede menneske. Og det er jeg måske også. Men det kan altså et eller andet, den der rummelighed, hjælpsomhed og næstekærlighed overfor familien,  naboerne – os, som turister –  som vi har mødt undervejs på vores rejse, og som slet ikke er så synlig herhjemme, omend den ganske givet selvfølgelig er til stede utroligt mange steder.

Men hverdagen er jo heller ikke at kimse ad. Det er bare en stor omvæltning, når ens normale, rimeligt tilrettelagte liv, sættes på pause og afløses af det frie liv, hvor man tager hvorhen, man vil, når man vil. Sammen med vores børn 24/7. Det har især været svært for den mellemste, at komme tilbage. Hun savner os, når hun er i skole, ligesom vi savner dem, når vi er på arbejde. Det er bare enormt kontrastfyldt at være så tæt sammen i så lang tid, og så er det pludselig slut. Selvom det også har været hårdt at bo og være så tæt sammen ind imellem – der er mildest talt et minimum af privatliv, når man de fleste dage bor på et rum. Og så er der jo den der notoriske udlængsel, som på en eller andet uforskammet måde aldrig kan gemmes helt væk…

Nye eventyr – måske i Harzen?

Men det har været en helt igennem fantastisk rejse og oplevelse, som vi snakker om at gentage nogle år ud i fremtiden. Først og fremmest skal kassekredittens røde tal nok afløses af de grønne, og der er også en rentefri periode på huslånet, som alt for snart udløber. Men om ikke andet kan vi vel få råd til en weekendtur til Harzen i 2025, hvis vi strammer ballerne.

Jeg slutter indlægget her af med et af mine yndlingsbilleder fra turen, hvor det rent faktisk lykkedes os at få en selfie af hele banden. På billedet besøger vi Imperial Citadel i Hué, Vietnam, som var den gamle hovedstad i Vietnam. Med det vil jeg ønske en rigtig god weekend til dig, der har læst med.