Der har (igen!) været stille på bloggen længe, men nu er det tid. Det nytter jo heller ikke at skrive nyt, hvis der intet er sket. Nuvel, om ikke andet har vi fået en hel del kilometer på bagen siden sidst, og denne gang er der tilsat lidt drama efter et strandbesøg, som resulterede i ambulancekørsel på eller fredelige Koh Lanta i syd Thailand. Det kan  læse om i sidste afsnit.

Chiang Mai – slagsmål, elefanter og madlavning

Efter Koh Phangang, Khanom og et par dage i Surat Thaini fløj vi videre til nord Thailands hovedstad, Chiang Mai. Vi havde fundet et billigt sted at bo med pool, da der er omkring 35 grader om dagen, men dejligt køligt om natten. Umiddelbart så stedet fint nok ud, men også her fik vi en dosis drama, da der var slagsmål mellem en af ejerens venner og de ansatte. Vennerne havde hængt ud og drukket øl ved poolen det meste af dagen, så der var lagt i kakkelovnen til fest eller ballade. Det blev så sidstnævnte, og foregik meget tæt på vores værelse, men vi følte os ikke truet eller bange. Næste morgen var der så en fin palette af blod sprayet rundt omkring på præmissen, som ingen gad tørre op før sidst på eftermiddagen. Ikke super lækkert. Men vi havde betalt for opholdet og blev i 5 dage, men glædede os virkeligt til at komme videre. Men nok om stedet. Chiang Mai er en virkelig dejlig by med tonsvs af charme og en masse skønne nat markeder med alt fra skrammel til det smukkeste kunsthåndværk og eksotisk mad. Alle aftener blev tilbragt på natmarkeder. Vi var desuden ude på en elefant farm, en af dem, hvor elefanterne efter sigende havde det godt, vi var på madlavningskursus, og på tur til et smukt tempelområde udenfor byen, Doi Suthep, som ligger på et bjerg med udsigt over Chiang Mai. Det var nu diset da vi var der, så vi fik ikke udbyttet af udsigten, men Doi Suthep er et meget smukt og spirituelt sted at bruge en formiddag, eftermiddag eller hvor længe man nu har. Hvis man rejser uden børn kan mam med fordel medbringe en bog og sætte sig i skyggen et sted og nyde stedet. Vores hollandske venner, som vi mødte på koh Phangang var i Chiang Mai samtidig med os, så vi fulgtes ad på udflugter og mødtes på natmerked om aftenen. Alt i alt et skønt ophold i Chiang Mai, hvor vi brugte 9 dage. Vi måtte på hospitalet en dag, da Gry havde noget udslæt i ansigtet, som ikke ville gå væk. Det var en yderst nem og smertestillende oplevelse, og vi fik noget cotizon creme at smøre med.

Kuala Lumpur (KL) – Malaysias fantastiske hovedstad i børnehøjde

Da vores 30 dages ophold i Thailand var ved at løbe ud, skulle vi enten lave et visa run nordpå over grænsen til Myanmar eller Laos, eller vi skulle finde på noget helt andet. Flybilletterne til Kuala Lumpur var meget rimelige, så vi bestemte os for lidt storbyferie i Malaysias herlige hovedstad. Vi bookede en lejlighed med køkken og 2 værelser, da vi trængte til at kunne lave lidt selv. Vi boede i Bukit Bintang,hvor storcentre ligger side om side og lokationen er strategisk i forhold til at komme rundt med monorail. Det var en virkelig hyggelig lejlighed, og vi nød at have lidt mere plads omkring os. Der var en roof top pool, for der er sweltering hot og en meget høj luftfugtighed, så alle havde brug for at blive kølet ned efter sightseeing. Det var fedt at have et pool med udsigt på 26. etage. Vi boede i lejligheden i 4 dage inden vi rykkede videre til hvad der viste sig at være en fake listing. Jeg havde det godt på fornemmelsen, men da jeg bookede via booking.com, og da der var reviews fra flere rejsende tænkte jeg, at det nok var fint. Jeg valgte dog at tage forbi den formodede lejlighed inden vi pakkede tasker og familie sammen, og heldigvis for det, for ved ankomst var der ingen der kendte noget til vores booking ELLER manden, der lejede det ud. Heldigvis er der masser at vælge imellem, så vi fandt en anden stor lejlighed tæt på twin towers, eller Petronas Towers, som de officielt hedder. Her havde vi 3-4  dage mere, så det blev til en god uges tid i byen.

Kidzania, Berjaya Times Square Theme Park, Petrosains, KLCC Park og en pelset samosatyv ved Batu Caves

KL stod en del i børnenes tegn, og vi havde bestemt os for at bruge en dag i Kidzania, byen hvor børn kan prøve kræfter med voksenjob i børnehøjde. Her kan man blive pilot, burgervender, maler, vinduespudser, tandlæge, brandmand og alt muligt andet. Vi fandt en god deal på nettet, og brugte hele dagen i Kidzania fra de åbnede til de lukkede. Det var et kæmpe hit hos dem alle, og stedet får de varmeste anbefalinger herfra. Der er Kidzanias flere steder i verden, bl.a. i UAE, syamerika og et par andre steder i Asien. Vi var også i Berjaya Squares indendørs theme park med rutschebaner, karuseller osv, men det var lidt fesent syntes vi voksne. Børnene hyggede sig dog helt vildt og syntes det var for vildt at have et tivoliland inde i et storcenter.

Petrosains

Vi brugte en dag i Petrosains, som er et videnskabeligt oplevelsescenter i Suria Mall, som er i et storcenter, der ligger i samme bygning som huser Petronas Towers. Også det var et kæmpe hit for alle, også os voksne, og vi havde en spændende da,g hvor man kunne lege, røre, føle og lære. Lige udenfor Suria Mall ligger KLCC Park, som er et stort grønt område, der bl.a. har et ret stort splashpoolområde for børn under 12, samt et kæmpe legepladsområde. Det var dog fuldstændigt umuligt for os blegfede skandinaver at være der i dagstimerne (på nær splashpoolområdet), fordi det var så sindssygt varmt. Vi havde desuden glædet os til at se lysshowet i parkens springvand, som vises hver aften og akkompagneres af musik, så på vores sidste aften i KL tog vi i parken for at lege på legepladsen og derefter se showet. Pigerne og jeg sendte Christian i centeret for at se på solbriller, mens vi satte kurs mod legepladsen. 5 minutter senere blev vi ramt af den første regndråbe, og 10 minutter senere stod vi i ly og kiggede ud på et trposik uvejr med silende regn og torden. Præcis 3 minutter senere skulle en af poderne (selvsagt) tisse heeeeeeelt vildt, så vi måtte spurte igennem uvejret il toiletterne. Her havde vi så et 15 minutter langt pitstop, inden vi drønede videre til parkens bro, hvor vi søgte tilflugt indtil vi kunne smutte det sidste stykke vej over til centeret uden at blive fuldstændigt gennemblødte. Pga uvejret var lysshowet desværre aflyst til stor fortrydelse for os alle, så det er en oplevelse, vi må have til gode.

Batu Caves

En af dagenen tog vi en tur lidt nordpå for at besøge Batu Caves. Det tog os et par timer at komme frem, da den direkte togrute (20 minutter) tilsyneladende var under reperation, så vi måtte over i en bus og bruge en masse ventetid i et andet tog i stedet. Vi ankom derfor i middagsheden, og kunne glæde os til de 200 plus trin op til toppen i stegende hede. Vi købte vand og Samosaer og fyldte maverne inden vi startede turen op, og jeg medbragteen enkelt overskydende samosa i en pose. Der var tonsvis af aber på vejen op, som bare hænger ud på trappen og ser luskede ud (jeg er IKKE fan af aber. Halvvejs oppe kommer der så et pelset, ildelugtende halemonster med skarpe bisserflyvende gennem luften, lander på min skuldertake og rykker posen med somasaen ud af hånden på mig, og er væk lige så hurtigt, som den dukkede op. Fordømte lille tyvagtige pelsabe! Gry var helt opløst af gråd over, at aben havde taget samosaen, men vi lovede at købe flere når vi kom ned. Bortset fra det gik turen op og ned ad trapperne fint, og alle pigerne var så mega seje og trampede bare afsted i heden. Værre var det med undertegnede, som kampsvedte og prustede som et gammeldags lokomotiv.

Afsted til Langkawi

Efter en god uge i KL valgte vi at tage retur til Thailand via Langkawi for at undgå at komme igennem konfliktområfderne i sydthailand, hvor toget fra KL kærer igennem. Derfor tog vi toget til Alor Setar, og derfra videre med taxi til færgen mod Langkawi. Vi ankom uden penge på lommen ved færgevelejt kl 16.50, og erfarede, at de ikke tog visa. PIS! Færgen sejlede kl. 17, og vi gad egentlig ikke vente en time ekstra indtil næste færge kl. 18. En flink mand tilbød at køre Christian på sin motorcykel til den nærmeste ATM, og så gik det ellers i fuld fart asfted mens pigerne og jeg stod og trippede. Kl. 17 var Christian tilbage, og vi fik som de sidste lov til at købe billetter til 17 afgangen, og måtte så behørigt vente til sidste øjeblik for at se, om der var plads på færgen. Det var der heldigvis, så vi landede på Langkawi en lille halvanden time senere. Vi havde booket en enkelt nat i Kuah, som er den by, færgerne ligger til ved. Gry tabte endnu en tand, men valgte at gemme den til den thailandske tandfe, da planen var, at vi ikke skulle være i Malaysia ret længe. Vi havde et fint hotel og en god overnatning i de nok bedste senge vi har sovet i hidtil. Herligt. Næste dag videre til Cenang, som er hovedstranden på øen. Til vores store overraskelse var der en roof top pool, og det var tiltrængt, for også her var der sindssygt varmt. Vi boede her i 3 nætter, og brugte en hel af vores to dage i Oriental Village, aom rummer en masse underholdning i et udendørs shoppinglignende komples centreret omkring nogle små søer. Ganske idyllisk. Ved ankoms tog vi den stejleste svævebane op til toppen af Langkawi. Jeg kom med nød og næppe  frem (og tilbage) med rene underbukser, for hold nu kaje, hvor var vi højt oppe. Shit! Men flot var det. Tilbage i Oriental Village var vi i flere 3-4-5-6D biografer og alle mand hyggede sig. Der var også en lille legeplads hvor kaniner løb frit rundt, så teoretisk set kunne vi bare have sparet vores penge og være blevet der hele dagen. Tror det var højdepunktet for pigerne. Oh well.  Samme aften var vi en tur på stranden  Cenang og til min store forfærdelse var stranden klistret til med turister, jetski, banabåde, barer, liggestole og what not. Hjælp! Ikke lige det, vi havde i tankerne (og en verden til forskel fra mit første mæde med øen i 1999. Vi blev derfor enige om at rejse videre næste dag, og ud fra det, vi blev præsenteret for hos rejseagenten, var Koh Lanta den nærmeste fornuftige og strategiske destination som udgangspunkt i sydthailand med en 6-7 timers rejsetid.

På toppen af Langkawi

Marathonrejse på 13 timer til Koh Lanta

Jeps, rejsen var så lige dobbelt så lang som foventet, så vi blev hentet 7.30 fra vores hotel, og endte med at være på Koh Lanta kl. 18.30 (dvs 19.30 malaysisk tid!) Turen var som følgerÆ 30 min minibus til færgen, 1 times forsinkelse inden færgen til Satun, derfeter 45 minutters venten EFTER ankomst til færgen. Så med Sangthaew til bus statione, ventetid igen, derfter 3,5 timers køretur til Trang (inkl en punktering) i noget der mindede om lastrummet på en giga bus – det var varmt. Derefter endnu en times venten på ny minibus til Koh Lanta, og så små 3 timer inden ankomst til Koh Lanta, og en kort tuk tuk tur til vores hotel. PYYYYYYYYYH for en lang rejsedag! Vi havde booket en enkelt nat tæt ved Saladan, hvor man ahkommer, så efter en enkelt nat rykkede vi videre til Klong Nin ca midt på øen for en enkelt nat.

De sten, man ikke kan løfte, skal man lade ligge!

Klong Nin var ikke lige det, vi havde i tankerne (må sige, at Silverbeach Bungalows på Koh Phgangang har gjort os forvænte!), så vi havde bestemt os for at blive der en enkelt nat og så rykke videre til Long Beach. Om eftermiddagen drog vi dog på stranden for at bade, og da det var ved at være ebbe viste det sig at der var masser af kæmpe sten i vandet, så man skulle være forsigtig med at bade. De store pigerne løb lidt op ad stranden og gik på tur mellem de store sten, mens jeg sad og nød den sene eftermiddagssol. Pludselig kommer der et hyl fra Mathilde, som ser helt forkert ud i ansigtet, og jeg flyver straks hen for at se, hvad der er galt: Hun har tabt en meget stor sten nedover sin fod, som bløder lidt, og hæver op som en bolledej på et lunt bord. Åh nej! Jeg skynder mig at bære hende henad stranden til Christian, som har tøj på, og så skynder han sig op til vores værelse og får Mathilde i tørt tøj, inden han og Mathilde med tuktuk kører til nærmeste mindre klinik,, som ligger om hjørnet fra gæstehuset, heldigvis. Jeg bliver hjemme med de to små imens. Efter ankomst til den lille klinik bliver Mathilde kørt i ambulande til det store hospital på ën for at få taget røntgenbillede af den maste fod. Heldigvis er der ingen brud – hun stod i det fugtige sand, da hun tabte stenen, hvorfor foden blev mast ned i sandet, hvilket afbødede slaget markant. Så hun lap med forskrækkelsen, en forbinding og en skræmmende oplevelse rigere. Vi flyttede næste dag til det hotel, hvor vi er nu, nemlig Tamarind Resort, hvor her sker absolut ingenting. Vi har 3 nætter mere her, indtil vi rykkker videre, og Mathildes fod bliver lidt bedre dag for dag, selvom hun humper rundt endnu. Foden er nu i flott, skiftende farver og stadig hævet, men det lille sår er lukket og heler fint. Desværre har alle tre piger nu fået soleksem (tror vi), så det svier når de bader, så idag er dømt badefri dag mens vi håber på bedring til imorgen. Forældrene er lidt udfordret på 20 m2 når poderne ikke kan smides i pollen eller havet, så vi krydser fingre for, at de kan søsættes imorgen. Bortset fra det ved vi ikke, hvor vi skal hen, når det bliver mandag, men jeg tror, vi rejser fra Koh Lanta, med mindre Mathildes fod skaber sig tosset.