Rejsebrev fra Bangkok

Rejsebrev fra Bangkok

Alle mand køles ned i roof top poolen på Witchuwan Apartel, vores base i Bangkok

Så kom der endelig hul igennem til rejsebloggen. Det er idag allerede 14 dage siden, vi satte os på flyveren i Billund, og vi har så at sige brugt de første 14 dage fuldstændig på langs. Med havet som eneste, konstante kulisse, og med masser af sand mellem tæerne. Og i sengen. Det har været en ret god investering i forhold til at komme heeelt ned i gear. For det er i den grad lykkes. Ugedagene flyder allerede ud i eet, og den eneste rettesnor er den evigtgyldige fredag, hvor fredagssnolder, præcis som derhjemme, synes en uforanderlig præmis.

Møde med det tropiske Zootropolis i Singapore

Hello indoor waterfall i Jewel – storcenteret lige udenfor Changi Airport

For at spare mest muligt på flybilletten ift ønskede ud- og hjemrejsedestinationer, og for at komme med det ønskede rejseselskab, fløj vi fra 12 middag og 12 timer frem, inden vi skulle videre fra Singapore til Koh Samui.

Flyvefærdige!

Jeg er nok lidt neurotisk med mine lange flyrejser, efter jeg de sidste 20 plus år har døjet med moderat flyskræk. Jeg synes selv, jeg har ret godt styr på min flyskræk nu, men glad for at flyve, det er jeg ikke! Nuvel, man kan kke få det hele, og en 12 timers flyvetur fra frokost af er alt andet end et perfekt setup, hvis man gerne vil komme udhvilet frem til sin endelige destination. Børnene fik da også kun en god times søvn hver især, og på grund af lidt turbulens undervejs havde den midaldrende frue det pænt stramt under turen, hvilket resulterede i 12 vågne timer.

Vandfaldet i Jewel up close

Vi landede i Singapore tidlig morgen lokal tid med nogle trætte unger, og havde så små 7 timer at slå ihjel pga et forsinket fly videre til Koh Samui. Vi valgte at cleare immigration, så vi kunne komme ind til det nybyggede kompleks lige midt i lufthavnen, Jewel. Småbørnsforældrene vil kunne nikke genkendende til filmen Zootropolis, hvor Judy Hopps ved ankomst til byen af samme navn kører igennem kæmpe kupler med variende landskaber. Jewel ville i Zootropolis udgøre den subtropiske kuppel, som rummer verdens største indendørs vandfald og en skov af træer, tropiske planter og what not. Only in Asia!

Bounce bounce

Vi fodrede ungerne af, hvorefter Sofie gik kold på en bænk. Christian passede derfor tasker og Sofie, mens jeg tog de store piger med op i en net-trampolinpark øverst i Jewel, for at slå tiden ihjel. De var så mega seje, og holdt sig vågne lige indtil vi satte os i det sidste fly, og Gry gik helt kold, ligesom undertegnede. Mathilde var utilpas, og derfor vågen.

Koh Samui, venstrekørsel og ikke en skid at lave

UNO with a view

Vi havde bestilt en vogn til at hente of ved ankomst, og blev kørt til dørs til vores dejlige bungalow på vestsiden af øen. Langt væk fra alfarvej, præcis som vi ønskede det. vi blev 6 dage på stedet, og lavede absolut ingenting. Det blev på trods af turen ikke til jetlag, da vi holdt den kørende den første aften og gik i seng til rimelig normal lokal tid.

På sightseeing på Koh Samui på egne hjul

Vi valgte at leje en bil et par dage for at udfordre Christians motoriske evner ift venstrekørsel, og således få lidt spænding ind i hverdagen. Vi kørte øen rundt, og blev bekræftet i, at vi havde valgt det helt rette sted at bo langt væk fra de andre turister. Det er en smuk ø, men vi vil gerne have øde strande og ingen umba bumba. Man befinder sig jo trods alt i 40 plus segmentet.

Koh Phangang, snorkling og søsyge

Et stenkast fra stranden i vores dejlige bungalow på Haad Yao Beach

Efter 6 nætter rykkede vi videre til Koh Phangang og Haad Yao beach, hvor vi også boede sidst. Vi fandt en dejlig bungalow med et stort køleskab og masser af varmt vand i hanen, og brugte 4 dage på langs med Uno, 500 og Set, et kortspil jeg fik af en af forskningsgrupperne i farvelgave. Dagen efter ankomst tog vi på en snorkeltur til Ang Thong Marine Park med en flok dykkere. Turen ud gik fint, første snorkeltur var ok, men sigtbarheden i vandet langtfra optimal. Men alle piger sprang ud på 16 meters dybde uden et kny, og vi fik heldigvis set fisk. Altid en stor oplevelse. Tilbage på båden fik vi Massaman curry og grønt samt frugt. Alle spiste godt, og vi satte kurs mod næste snorkelspot.

Frokost mens alt endnu var ren idyl

Vel fremme, og alt syntes fint, Sofie og Christian var netop hoppet i vandet. Mens jeg var ved at iføre Gry redningsvest, blev Mathilde pludselig dårlig, satte prompte kurs mod rælingen,og tømte derefter maveindholdet ned i havet til en gang ufrivillig fodring af fisk. Øv! Mathilde var heldigvis supersej og på trods klar på at hoppe i vandet. Det blev dog en kort tur, for det stak i vandet, enten plankton eller vandlus, eller hvad hulen, det nu var. Alle mand retur ombord, og både Gry og Mathilde fik en søsygepille at sejle hjem på for god ordens skyld.

Snorkeltur med søvnige piger i stavnen

På trods af den manglende succes med både snorkling og ørleuheld, havde vi en skøn tur på havet. Jeg er vild med at sidde og gynge på en båd. Der er noget meditativt og beroligende over at være ude på vandet, så jeg er sikker på, at jeg skal gøre min far (og mor) selskab som skum på havet, når jeg engang har udtrådt mine sko som menneske i denne verden.

Slut med sand og skaller, goddag til storbyen

Sidste aften på First Villa, Koh Phangan

I skrivende stund sidder vi på et lejlighedshotel i hjertet af Bangkok i en snæver lille gade tæt på de lokale. Vi brugte de sidste 2 nætter på Koh Phangan på et lille resort tættere på byen, så vi kunne komme lidt nemmere til lørdagsmarked. Plus der var en lille pool, som lå helt ud til vandet, og det er nu engang lidt nemmere at holde opsyn med alle tre unger, når de er spærret inde i et bassin. Især den mindste, som mener, hun sagtens kan svømme. Uden bælte. Alle steder i poolen. Også, hvor hun ikke kan bunde. Nuvel, det går skam også godt, men svømme kan hun nu ikke helt selv endnu.

Tre på stribe i poolen på First Villa,

Vi rykkede til fastlandet igår ved frokosttid. Utroligt, at vi for 310 gode, danske kroner alle 5 kan rejse 2,5 timer med færgen til fastlandet og videre derfra i 1,5 time med minibus til Surat Thani lufthavn. I lufthavnen blev vi hentet af vores vært fra det bookede guest house, som lå 10 minutter derfra. Vi var fremme ved 18 tiden, fik et måltid aftensmad og blev installeret i 2 værelser ved siden af hinanden. Imorges spiste vi morgenmad og blev herefter kørt til lufthavnen, og fløj kl. 9 fløj til Bangkok, hvor vi skal være 3 nætter.

Hit the road, Jack!

Storbyferie med god plads og dejlige gadekøkkener

Nudelsuppe med gris og friske krydderurter. Et hit hos voksne og store børn

Som sagt har vi booket et lejlighedshotel, så vi har 1 soveværelse med 2 dobbeltsenge med toilet og bad, samt en tilstødende stue, ligeledes med toilet samt tv, sofa, lille spisebord og køleskab. Der er en ret stor rooftop pool, et fitness center, restaurant og vaskerum, så det er det perfekte åndehul i den hektiske, meget varme storby.

Til frokost smuttede vi ned i en af sidegaderne og fik dampende varm, og særdeles velskagende, svine-nuddelsuppe med friske krydderurter og grønt. Man skal ikke lade sig narre af udseendet, for den brune suppe lignede mildest talt ikke noget, som fik mundvandet til at løbe, men det smagte virkeligt fremragende. Selv de to lange spiste grådigt af hver deres velvoksne portion, hvorimod den korte kun ville have ris, men dog smagte på en enkelt kødbolle. Vi spiste for små 10 kr pr snude inklusiv 2 colaer. Det er simpelthen rørende billigt!

Der kæmpes med pinde og ske

Imorgen står den på besøg på Grand Palace, og på onsdag har vi købt Kidzania billetter, så der står den i børnenes tegn. Torsdag rykker vi atter videre med en flyver, nemlig til Thaiilands nordligste storby, Chiang Rai, som vi glæder os meget til at besøge for første gang.

Jeg vil lige nævne to personlige highlights:

1. Jeg har set en slange. Levende. I naturen. Lige foran mine fødder på vej henover en lille grusvej. Den var ca en meter lang og grøn. Og bugtede sig henover vejen. Eller slangede sig?! Det var vildt!

2. Jeg har fundet en vaskeægte – og pænt stor (hvis jeg selv skal sige det!) – konkylie. I havet. På Koh Phangan. Det var for også for vildt!

Den (pænt!) store konkylie – altså den til venstre i billedet, for de langsomme – i selskab med andre havfund

Hold Jer muntre, og skriv gerne en besked herinde. Det er dejligt at høre hjemmefra, når man er langt væk!

0 Shares

8 thoughts on “Rejsebrev fra Bangkok

  1. Hey Big D,
    Det ser sørme lækkert ud. Håber de første 14 dage har været som i drømte om. Vejret og maden ser skøn ud. Kunne godt bruge plus 30 grader og nogle gode nudler lige nu. Glæder mig til st følge med på rejsen her på siden.

    Kh

    Din tidligere ynglings kollega

    1. Hej ven
      Yes, vi klager ikke. Hverken over maden eller vejret😃. Vi har i nat dog haft køligere vejr heroppe nordpå, men kun om natten, så alle mand var sovet godt og svalt. Hold jer muntre derhjemme, og hils hele banden pg din bedre halvdel😃
      Kh D

  2. Hej Dorthe & familie
    Hvor er du god til at (be-)skrive om jeres oplevelser. Jeg bliver altid så glad, når jeg læser dine rejsebeskrivelser! Ingen kan som I voksne tage alt i stiv arm og det har helt tydeligt smittet af på jeres skønne piger <3 Jeg er så benovet over jeres vilde rejse (siger den forsigtige prås her), hvor man lige bliver hentet af værten og alle mand kaster sig ud i den lokale mad…… Jeg glæder mig allerede til næste opdatering fra jer 🙂
    Her er der godt gang i årsafslutningen på arbejde. Alt samles denne uge og skal være afleveret næste mandag morgen til revisor. Bjørn er rigtig glad for at være i lære og er steget til 2. års løntrin….. Så smilet er ekstra stort denne vinter! Brian er ved at vænne sig til at gå på gym. Den uheldige nr. 2 synes det er hårdt, at jeg ofte får opbakning af storebror, når han justeres af mor. Da det var Bjørn, stod Brian jo klart på storebrors side 😉
    Ellers er der bare fesen vinter-vejr og mange har hevet sig en vinterforkølelse. Vi kunne godt bruge et par uger med frost!! Nu vil jeg gøre mig klar til at se "Badehotellet" kl. 20. Vi er i sommeren 1940 og det er hyggeligt at følge de kendte mennesker.

    Rigtig god fortsat rejse med masser af oplevelser. Vi skrives ved…..

    1. Hej Ellen. Tusind tak for dejlig hilsen. Godt at høre, at drengene knokler på med hver deres, og at du selv har super travlt kommet jo ikke bag på nogen 🤗. Hyg Jer derhjemme, og tak for de pæne ord. Idag skal vi på sightseeing i byen, det glæder jeg mig til. Kh fra Dorthe

  3. Hej Søs og Co.

    Hvor er det dejligt at læse dine altid velskrevne beretninger fra de fjerne dele af verdenen. Og dejligt at høre, at alt går nogenlunde efter planen ( eller manglen på samme )
    Nyd turen og hinanden, herhjemme har vi regn, blæst og rudekuverter.
    Kh brormand og resten af familien.

    1. Hej brormand. Godt at høre alt står fint til hjemme. Jeg kan forstå, at der ikke er meget vinterkulde hjemme, så må i jo nøjes med efterårsvejr og rudekuverterne. Det kan da tage livsmodet fra enhver, så hæng i, derhjemme og hils familien. Kh fra Søs

  4. God tur til Grand Palace, det et vanvittig flot! Og husk lange bukser/sarong.
    Jeg var overrasket over at Bangkok ikke var varmere. Det var jo helt behageligt, hvis man ikke stod i direkte sol kl.13. Vi kunne godt have brugt flere dage der, det er en vild by. Heldigvis har vi to fulde dage der igen inden vi skal hjem.

    1. Hej Rikke. Ja, der er et godt lag smog over byen, så solen er lidt gemt og ikke så ubarmhjertig her i Bangkok. Håber I hygger på Koh Chang. Gode minder fra en svinden tid. Overvej at smut i KidZania med drengene når i er retur i Bangkok. Det er et hit hos vores piger:). Kh D

Comments are closed.

Comments are closed.
UA-111394081-1