På vej i toget igen igenSå er vi atter tilbage i Vietnam, og igen på skinner i toget på vej fra Ninh Binh til Dong Hoi. En *mindre* tur på 8 timer – i dagslys! Vi havde egentlig foretrukket et nattog til Ninh Binh til Da Nang, som bliver vores endedestination i Vietnam – og inden vi vender snuden hjem til Danmark via Phnom Penh meget snart. Desværre var de udsolgt nogle dage frem, så vi napper i stedet et par halvlange dagsrejser i bumletoget, som snegler sig ned gennem Vietnam. Det gør nu heller ikke mig så meget, for vi ser ikke andre turister, når vi rejser på den måde, og vietnameserne er mega søde og overbærende når ungerne larmer, slås, hyler og i det hele taget bare er møgirriterende. Og det betyder også, at når vi endelig når frem til Da Nang, har vi faktisk rejst hele strækket fra Ho Chi Minh til Hanoi med tog. Det er da lidt sejt (synes jeg😉).

                                                                                      På vej i toget igen igen

Hanoi – kaos, kaffe og fabelagtig street food

Det var et dejligt gensyn med Hanoi og Vietnam, hvor temperaturen var noget mere menneskelig efter den stegende hede Chiang Mai. Og fantastisk at komme tilbage til landet, som efter min mening, serverer verdens bedste kaffe. Intet over, alt under! Vi boede igen i det gamle kvarter, og brugte et par dage på gå på museum, se water puppets igen til Sofies store glæde, og på at traske rundt i de mange gader. I det gamle kvarter er gaderne kendetegnet ved at være delt ind efter det, de sælger. Der er efter sigende ialt 36 forskellige gader med hvert deres handelsområde, såsom tin-, messing- og jerngaden, træskærergaden, markedsgaden, silkegaden,guld- og juvelergaden, osv.

Overalt er der desuden små pop op gadekøkkener, hvor man tager plads på lave plastikstole og -borde, og hvor der severes the, kaffe, øl og vand, banh mi (vietnamesisk sandwich), pho (som er nudelsuppe med typisk oksekød eller kylling) og meget andet.

Om aftenen kommer der flere plasticstole og -borde på gaden, og modsat i januar, hvor der primært serveredes hot pot (pga kulden), serveres der nu BBQ. BBQ består typisk af en tallerken med kød efter eget valg, grøntsager, brød, salat og soya med chili og hvidløg el. lign. at dyppe i. Så steger man selv sit kød og sine grøntsager på en lille bordgrill, og skyller efter med rigelige mængder kolde beer Ha Noi, altimens folk, fæ, sælgere og knallerter samt hverdagens mylder fortsat ræser forbi. Og vupti, så har man opskriften på en herlig aften i hovedstaden.

Sa Pa – hvor himlen møder jorden

Vi fortsatte videre til det nordvestlige hjørne af landet, som ligger ganske tæt på grænsen til både Laos og Kina, nemlig Sa Pa. Jeg havde virkelig set frem til dette, og er på ingen måde skuffet, for du altforbarmende, hvor er der ualmindeligt smukt i Sa Pa området. Vi valgte at bruge lidt ekstra penge på turen frem og tilbage op, så turen var ganske kort (5 timer) i en minibus med kun 9 sæder, og for samme pris som hvis vi havde taget nattoget, der dog ca 8 timer, og yderligere en time med bus fra endestationen til Sa Pa. Sa Pa ligger 1500 m over havets overflade, og området huser indokinas største bjerg, Fan Si Pan, som knejser over regionen i 3143 meters højde. Den dag vi ankom, var der så koldt på toppen, at der var faldet sne, og derfor var der esktra meget run på vietnamesiske turister til byen, som kom for at opleve det kolde, hvide stads, som ellers kun opleves i bøger og film, ved selvsyn. Vi ankom i regnfuldt vejr og 10 grader, men havde booket et hotel med varme på værelset, og kunne hygge os under en varm dyne om natten.

På måske verdens smukkeste vandretur

Næste dag slog vi gardinerne fra og kunnee se ud på en blå, skyfri himmel og forårssol, som sørgede for masser af varme op ad dagen. Vi havde booket en dag med en lokal Hmong dame ved navn Su, og skulle på trek i Muong Hoa dalen til landsbyerne Lao Chai og Ta Van. Førstnævnte var Sus hjemstavn, hvor vi skulle spise frokost. Vi brugte en 2-3 timer på at komme frem til hendes hus; opad gik det ad en snæver, men asfalteret bjergsti, som snoede sig gennem terrænnet og risterrasserne. Sofie måtte op på skuldrenen en god del af turen, så Christian og jeg blev sikret lidt ektra motion.

Undervejs fortalte Bao, som måtte træde til i sidste øjeblik, da Su måtte haste til en anden opgave,  om Hmong folkets traditioner, og viste os deres håndværksmæssige kunnen. Hmongerne ejer 2-3 sæt tøj hver, som er kendetegnet ved mange smukke farver og farverige broderede mønstre.

Vi havde en herlig dag, og selvom Su måtte forlade os ganske tidligt på turen, var vi i gode hænder hos Bao, som med sine 20 år på bagen ikke havde glemt, hvordan man leger og fjoller. Hun var derfor et kæmpe hit hos de to store poder, og de tre hyggede sig gevaldigt sammen på turen,. Jeg griner stadig i skægget, når jeg for mit indre øje ser de tre hånd i hånd i rejehop og galop syngende happy family, happy family, mens Christian og jeg mumler crazy family, crazy family.  Det var derfor også en tårevædet afsked, da vi om eftermiddagen skulle sige farvel.

Dagen efter var vi på egen hånd i landsbyen Ta Phin, hvor vi kun mødte ganske få turister. Højdepunktet var dog, da hele familien kom i urtebad, som Red Doa folket er berømte for at lave. Forskellige urter samles i området og koges i gevaldige kedler i 5 timer, før urtebadet er klar. Så er det bare af med kludene og op i badekarret med rødbrunt vand, hvor man sidder i blød i 40 grader varmt vand en halv times tid. Det dufter af urtethe, og man bliver lidt ør i hovedet af det, men det var virkeligt dejligt. En slags menneskelig hotpot. Det lyder måske romantisk (og det KAN det uden tvivl være), men tag lige 3 poder med i ligningen, som synes, at det de første 5 minutter er verdens sjoveste aktivitet, hvorefter munterhedsfaktoren daler, når aktiviteter som at drikke af badevandet, prutte i karret og sprøjte på hinanden er afprøvet, og alle mand derefter vil op af karrene. Vi kunne derfor ikke fuldføre 30 minutters badetur, men en små 20 minutter i karrene blev det vist til, inden vi måtte kaste håndklædet i karret og kapitulere.  Mathilde blev lidt skidt tilpas bagefter, men det var ikke værre, end at det kunne kureres med en kold sodavand.

                                                    Her skal tilføjes, at Gry overlevede at komme i human hot pot

Vi havde ialt 4 dage i Sa Pa, og jeg kunne sagtens have brugt meget længere! Det er i mine øjne en absolut must see destination, hvis man er i Hanoi og har et par dage ekstra at rutte med.

Sydover gennem storslået natur og kæmpe huler

Vi havde et par nætter i Hanoi efter Sa Pa, og tog derefter til Ninh Binh, som er en region der er kendt for at huse Halong på land i modsætning til den kendte Halong Bugt. Og med god grund. Vi tog en sejltur på en flod i det smukkeste limstenslandskab, hvor Ngo Dong floden bugter sig dybt ind i landet gennem rismarker og imponerende limstensklipper, der rejser sig i landskabet og huser store grotter og huler, som kun kan nås med båd. Vi brugte 3 dage i området, inden vi fortsatte videre sydpå med toget til Dong Hoi.

 

Dong Hoi ligger ud til kysten i det centrale Vietnam, og er hovedby for ture til Phong Nha Ke-Bang Nationalpark, der huser verdens største hule. Byen var et naturligt stop på den ca 12 timer lange tur mellem Ninh Bing og Da Nang, så det var en ekstra bonus, at vi kunne tage en en-dages tur ind i nationalparken på vores hviledag fra togturen. Vi var inde og se to meget imponerende drypstenshuler, den ene den største tørre hule i Asien, Paradise cave, ikke mindre en 31,5 km dyb (eller lang). Kun den første kilometer er oplyst og tilgængelig med gangbro og trapper, for de eventyrlystne er der 4 og 7 km hikes dybere ind i hulen, som foregår i mørket kun oplyst af pandelamper. Vi stoppede efter en kilometer  og nød det surrealistiske og oplyste hulelandskab.

Om eftermiddagen var vi i endnu en hule, Phong Nha cave, som vietnamsiske soldater brugte under Vietnam krigen som skjulested for amerikanerne. Hulen tilgås fra en flod, og har så store indvendige rum, at soldaterne kunne sætte et felthopsital op. Trods massive bombninger af området  fra amerikanernes side, lykkedes det aldrig at ødelægge eller afsløre hulen. Hvis man vil se verdens største hule i nationalparken, kræver det en hel uges trek gennem junglen i svært tilgængeligt terræn med mange bærere, da der ingen veje er, og man skal være klar til at smide 3000 USD for oplevelsen. Vi havde jo kun en dag, så det må blive næste gang (hvis vi da vinder i Lotto…).

Sidste togtur og et gensyn med Da Nang og Hoi An

Vi er nu ved at være ved vejs ende, og er nu landet lidt udenfor smukke Hoi An i et lejet hus ud til floden dør om dør med andre vietnamesiske familier. Det er vores hjem den næste uge, hvorefter vi er blevet inviteret til at bo et par dage i et nyåbnet gæstehus her i området mod at skrive en anmeldelse af stedet. Derefter har vi 2 nætter som ikke er planlagt, inden vi 28. april flyver til Phnom Penh og derfra til Danmark 30. april. Vores udlejer og hendes familie bor ved siden af os, og de er bare så søde. Det er desuden super fedt, at vi kan slippe ungerne løs på deres lejede cykler, så de kan ræse  op og ned langs floden sammen med de andre børn i kvarteret. Det er derfor (nok) sidste indlæg, der kommer her fra det store udland.

                                                                      Fri leg hos naboerne i Cua Dai

Tak fordi, I har læst med, og tusind tak for Jeres hilsener her på siden. Det gør det meget sjovere at skrive et indlæg, når man ved, at der er nogen, der læser med.