ADVARSEL: mega langt indlæg coming up – I kan vælge afsnit efter overskrifter, hvis I ikke gider læse hele romanen herunder. Alternativt se billederne i instagram galleriet, da det tager en krig at få dem med i indlæggene.  Kaffeindlæg for kaffeleskere til allersidst!

Der har lige været lidt udfald fra opdateringerne, men vi er også kommet ret langt på rimelig kort tid, og har haft dårlige internetforbindelser undervejs. Nu er nettet dog stabilt, og vi har taget et pusterum i Hoi An, som ligger ca midt imellem Ho Chi Minh og Hanoi.

Fra Cambodia til Vietnams Mekongdelta – Chau Doc
Turen fra Cambodia til Vietnam foregik i to heat. Først med tuk tuk fra Kep til grænsen (1 times kørsel), og så fra grænseovergangen ved Hat Lek til Chau Doc i Mekong deltaet med privat bil. Vi havde et stop undervejs mod Chau Doc I Tra Su mangrove skov – et ganske forstryllende område, som vi ikke havde set magen til før. Stor oplevelse for os alle, men Sofie begyndte desværre at skrante over middag, og fortsatte de efterfølgende dage med feber og ondt i maven (igen). Vi spiste alle frokost dybt inde i skoven i Tra Su, og maden var ikke helt varm, så de næste dage var alle maver faktisk lidt rumlende og ikke helt i orden, men ellers var humøret rimeligt. Ved ankomst til hotellet var Christian på wc, og befalede alle væk fra området, da han lige skulle ordne noget. Der havde så siddet en gigantisk edderkop under en af håndklæderne. Jeg H-A-D-E-R edderkopper, og var totalt paranoid hver gang jeg skulle på wc efterfølgende.
Vi havde teamet op med en helt fantastisk guide i Chau Doc, San, som havde sørget for at vi blev hentet ved grænsen, da vi kom til Vietnam. De store piger og Christian var på floating market med San den efterfølgende morgen, og de havde en helt fantastisk tur med hende, mens Sofie og jeg var på hotellet. San føltes ikke som vores guide, men som en ven, og hun tilbragte mange timer med os de efterfølgende dage i Chau Doc. Hun hentede mad til os og kom hen til hotellet med den, når nu vi ikke kunne komme ud allesammen pga Sofie. Hun kom og legede med pigerne hver dag, og de var vilde med hende.

På gensyn, min pige…
Jeg tør næsten ikke skrive det næste af frygt for at blive meldt til myndighederne for vanrøgt, men da San på vores sidste aften i byen tilbød at hente mad til os, ville både Mathilde og Gry gerne med (på scooter…). San kørte hjem efter hjelme til begge, men Mathilde fik kolde fødder, mens Gry insisterede på at komme med. Så jeg satte Gry og hjelm på scooteren med San, og vinkede beklemt farvel, da San og Gry forsvandt ud i mørket i et hav af dytten, scootere og biler. Og inden I bliver alt for foragede og ringer 112, så må jeg igen sige, at San føltes som en gammel ven (og hun havde udelukkende fremragende anmeldelser som guide på nettet!!) Mathilde brød derefter hulkende sammen af frygt for aldrig at skulle se sin lillesøster igen, mens jeg lovede , at hun og San selvfølgelig snart var retur med vores stegte frø, som Gry havde bestilt til aftensmad. For at aflede tankerne talte Mathilde og jeg firben og vurderede størrelsen på et par rotter, som vi så løbe omkring ved hotellet – de var på størrelse med store katte. Brrrrrr! Og selvfølgelig kom San og Gry en halv time senere drønende ind på hotellet, Gry stolt som en pave. Sikke en oplevelse for hende – men også for os andre. Mere hjertevarmt og dejligt menneske end San skal man lede længe efter i Vietnam, tror jeg… Frøen smagte kun Gry og jeg lidt af, og det smagte lidt af kylling, meget lyst kød, men ikke just det, man har mest lyst til, når maven rumler og klager lidt
Samme aften insisterede San på at tage mig ud på sightseeing på sin scooter uden beregning, fordi jeg stort ikke havde været uden for hotellet i vores tre dage i byen pga Sofie. Det var fedt at blæse afsted ud i mørket og se byen i mørket, og jeg nød turen i fulde drag, selvom jeg klemte mig godt ind til San af frygt for at min kampvægt skulle få det lille benzinmonster til at gå bagover. San er – som de fleste andre vietnamesere – et lille nips.

Can Tho – gateway til Mekongdeltaet
Turen til Can Tho foregik også med lejet bil for at mindske Mathildes ubehag under køreturen. Vi ankom til et ganske fint hotel lidt udenfor centrum, og tjekkede ind. Christian og de store piger gik ud for at hente lidt at drikke, mens Sofe og jeg blev tilbage. Og så skete det. Jeg var på wc (vi boede på 3. sal), da katastrofen indtraf: lidt til højre på væggen sad et uhyre af en edderkop på størrelse med min knyttede næve. Prøv at google spiders vietnam, så kommer der lignende bæster frem. FY for den lede; jeg sprang op fra kummen og havde nær sat træskoene foran uhyret. Med bankende hjerte proklamerede jeg badeværelset Sofie-fri zone, og gik i panik over, at Christian var smuttet. What to do? 2 muligheder: få ram på bæstet eller flyt værelse. Jeg valgte det første og det lykkedes mig at samle al mit mod og give dyret et klask med min sandal af to omgange, indtil den lå stille. Jeg monitorerede tæt dyret idntil Christian var retur og kunne sende dyret retur til helvedes porte gennem toilettet. Føj. Rotter (og stegt frø) kan jeg klare, men ikke edderkopper! MEn bortset fra det kom Sofie lige så stille ovenpå, og i løbet af de tre dage vi var i Can Tho, var hun helt frisk igen. Dejligt! Vi travede rundt i byen, var i indendørs legeland og sejlede en morgentur til Mekong deltaets største flydende marked under vores ophold.

Ho Chi Minh – velkommen til heksekedlen
Videre til Ho Chi Minh, i gamle dage Saigon, ligeledes med bil. Vi ankom midt på eftermiddagen og blev sat af på backpacker centralgaden, Pham Ngu Lao, og blev gennet ind i en gyde, hvor vores gæstehus lå. Fantastisk at komme til en storby, hvor der midt mellem mastodont skyskrabere, designer butikker og vestlige fast food kæder, åbner sig små smalle gyder, som emmer af liv: Her finder man de lokales spiseteder, små familieejede gæstehuse, som ligger som perler på en snor i smalle, 6-6-7 etagers ejendomme, med ganske små værelser. Sådan et sted boede vi, og det føltes autentisk og hyggeligt at mærke byens puls inde midt i en gyde, som summede af liv fra før solen stod op til langt efter solnedgang. Masser af billige spiseteder, frisører, massagebutikker og gæstehuse i en stor, herlig pærevælling. Før og efter mørkets frembrud mødte man også her rotter, dog lidt mindre bæster end kæmperotterne fra Mekong deltaet. Alle mand var på højkant i Ho Chi Minh, og vi travede rundt, søgte skygge i middagsheden hjemme på værelset, og begav os udenfor når temperaturen atter var tålelig. Vi havde tre gode dage i byen, inden vi tog et tog videre til Nha Trang, hvor vi havde regnet med at holde lidt badeferie.

Nha Trang – russernes og kinesernes ferieparadis
Efter 7,5 times togtur fra morgenstunden ankom vi til Nha Trang, og faldt mildest talt ikke for byens charme. Det føltes list som at komme til en russisk/kinesisk ferieby pakket med turister fra de to lande. Stranden er ikke super børnevenlig på dette tidspunkt af året, så vi besluttede hurtigt, at rejse videre nordpå mod Hoi An næste aften med et nattog. Vi havde en hel dag i Nha Trang, og tog en tur over på en ø ud for Nha Trang, Vin Pearl Island, hvor man finer Vietnams svar på Disneyland. eHr brugte vi dagen med at køre karrusel, bade på stranden og i vandlandet inden vi tog svævebanen over vandet retur til Nha Trang. Nattoget kørte lidt over 8 om aftenen, og inden en halv time sov Gry og Mathilde i deres overkøjer. Vi havde en ældgammle, bæbrun 4 sengs kupe i miniature størrelse, og jeg delte seng med Sofie, og fik ikke sovet meget den nat på den 50-60 cm smalle køje, som hun og jeg delte. Pigerne sov dog hele natten indtil vi vækkede dem lidt i 6 næste morgen, en time før toget rullede in i Da Nang – fantastisk.

Skønne Hoi An – en oase væk fra storbyernes kaos
Vi er nu i Hoi Anh, og skal til at tilbringe vores 3. nat på The Moon Homestay, som ligger 1,5 km fra den gamle by, Hoi An Old Town. Her er virkelig skønt og afstressende at være efter Ho Chi Minh og Nha Trang, og det er skønt at komme lidt ned i gear igen. Biler er forbudt i den gamle by, som ligger smukt ned til en flod; vi er ganske tæt på kysten til det sydkinesiske hav. Her er pisse koldt som i 24 grader og gråvejr, sågar lidt regn ind imellem, så vi har lange bukser og bluser på, samt jakke ind imellem. Brrrrrr! I den gamle by handles der med silke og læder, og byen er kendt for sit håndværk ud i lædervarer og silke. Her er et utal af skræddere og sko og læderbutikker, og jeg har revet mig og brugt 100 USD på at få lavet 2 par håndsyede støvletter, som passer som fod i hose. Jeg glæder mig meget til at gå i dem, når jeg kommer hjem, hvis de ikke falder fra hinanden med det samme. Idag har vi været på madlavningskursus hele familien, og det var et stort hit for de store piger, som var super seje og dygtige, ikke mindst til at smage og spise af alt maden bagefter. Særligt Gry var helt skudt i den banablomst/gulerod/myntesalat med chili/citron/sukker/hvidløgsdressing og peanuts, som vi lavede. Herligt at se dem guffe alverdens nye råvarer og smage indenbords, når de ofte vrænger på næsen af mad, de ikke kender, derhjemme. Vi har forlænget vores ophold på The Moon Homestay med endnu en overnatning, og herfra går turen nok til den gamle kongeby Hue 150 km nordpå ad kysten.

Vietnamesisk kaffe- velkommen til paradis
Vietnam har det bedste kaffe, jeg nogensinde har smagt. Fuldfed, sød, smagfuld, kraftig, kakaolignende kaffe, som får englene til at synge. Vi bliver nødt til at få købt og sendt en sriøs kaffebeholdning hjem, så vi kan få smagen af Vietnam til Sorring, for det er i sandhed rendyrket nydelse at få en kop kaffe hernede. Jeg har endnu ikke fået en kop, som ikke smagte mig, så der skal selvfølgelig investeres i vietnamesiske bønner på turen. Håber alle mand har det godt i DK, her nyder vi ikke vinteren og har endda snakket om at skippe nord Vietnam da temperaturerne der er særdeles kolde for årstiden pt (som i 12 grader!) Vi får se.