Bye bye Vietnam, Hallo Thailand

Bye bye Vietnam, Hallo Thailand

Langt om længe nyt fra østfronten. Jeg var gået i frø på koh Phangan! For de sarte sjæle anbefaler jeg KRAFTIGT mod at læse næstsidste afsnit i denne post. Nu er I advaret!

 

Den sidste uge i det nordlige Vietnam

Inden ankomst til Bangkok havde vi en hektisk uge i den nordlige del af Vietnam, hvor vi på en uge nåede fra Hoi An, Da Nang og Hue til Hanoi og Cat Ba Island. Temperaturerne fald markant, da vi ankom til Hue, som er den gamle kejserby, men blot en tre timers helt ufattelig smuk togtur fra Da Nang. Ved ankomsten til Hue blev vi mødt af en regntung og kold by, samt en helt ny type udfordring, nemlig at vi havde brug for varme på værelset.

Selvfølgelig var der ikke varme på det værelse, vi havde booket, så jeg var ude og banke på døre indtil det lykkedes at finde et værelse med varme, som passede til budgettet. Christian og jeg var dog noget mismodige over de kolde temperaturer, men blev enige om at fortsætte videre nordpå til Hanoi efter et par dage med fly. Heldigvis vågnede vi dagen efter op i vores varme senge til delvis sol, og kom på fin sightseeing i citadellet, den gamle by. Dagen efter var det atter koldt og silede ned, så vi blev på hotellet indtil vi skulle med flyet til Hanoi over middag.

Citadellet i Hue

Grå og kolde dage i Hanoi

Det ville være løgn at sige, at vi havde det skønt i Hanoi, for også her var der koldt, og vores medbragte garderobe var på ingen måde gearet til ca 15 grader. Vi boede i hjertet af Old Quarter, og måtte igen finde nyt hotel ved ankomst, da det, vi havde booket ikke havde varme. Heldigvis havde nabohotellet varme og et stort værelse, så vi havde en god base også i Hanoi. Vi bruget tre nætter i byen, og tarskede mest rundt i det gamle kvarter, spiste street fod og var inde og se Water Puppet i teatret, en stor oplevelse især for Sofie. På tredjedagen drog vi videre vestpå mod Cat Ba Island, som er udgangspunkt for ture til Lan Ha og Ha Long Bay.

Water Puppets i teatret i Ha Noi

Cat Ba, Lan Ha og Ha Long Bay

Klog af skade havde vi ikke booket hotel på Cat Ba, så ved ankomst satte Christian og pigerne sig på en cafe med bagagen og fik frokost, men jeg afsøgte byen for et værelse med varme. Vi fandt et værelse med den mest fantastiske udsigt over Lan Ha Bay, som ligger ud for Cat Ba, til spotpris. Herligt. Dagen efter ankomst havde vi booket en endagstur ud i bugten, og vi tilbragte hele dagen på vandet. Alt var fryd og gammen omend igen koldt, indtil efter frokost, hvor vi blev sat i land på Monkey Island. Min mave begyndte at rumstere ildevarslende, og jeg måtte med pludslig resolut op på den ene cafe – oh glæde – som der dog var på øen, hvor jeg kunne betale mig for at bruge toilettet. Ingen andre havde maveproblemer efter frokosten ombord, så måske er det noget med mig og både, se afsnit om hjemtur fra Koh Phangan. Næste dag videre med båden til fastlandet, hvorfra vi fløj til Bangkok.

På tur til Ha Long og Lan Ha bays
På tur til Ha Long og Lan Ha bays

Bangkok i lejlighed

I Bangkok tilbragte vi 4 dage efter en hektisk rejseuge i det nordlige Vietnam. Vi boede i den sydlige del af periferien af  byen, langt væk fra the hustle and bustle i en 2 værelses lejlighed med vaskemaskine og lille køkken. Det var virkelig dejligt at have muligheden for at være hjemme og spise uden hensyntagen til en hel masse andre gæster, menu osv. Luksusproblemer, I know, men stadig dejligt med en base, der minder om et rigtigt hjem.  Vi var et smut på Khao San Road og i MBK, så moderen fik sit nostalgi fix. Jeg var backpacker i Bangkok for 20 år siden med min rejsekammerat Rikke, og Bangkok var e stort hit efter at have rejst i Nepal og Indien. Det var dengang en komplet tilbagevenden til civilisationen, så Bangkok har en helt speciel plads i mit hjerte. Det er utroligt, som byen ligner sig selv, Khao San, som er backpacker og turistgaden i byen, synes uforandret her 20 år senere, og selv MBK, som er et shopping center, ligner sig selv. Utroligt!

Fish Spa i MBK – den historie må I have til gode!

 

Koh Phangang – badeferie med stort B

Efter 4 dage i Bangkok fløj videre til Surat Thani, og efter en enkelt nat med båden til Koh Phangan. Ved et tilfælde landede vi på Haad Yao BEach, som tilsyneladende er en af de bedste og mest børnevenlige strande på øen med azurklart vand, hvidt sand og snorkling fra stranden. Fantastisk. Vi boede på Silver Beach Bungalow, det var det eneste, der var ledigt, men sikke et dejligt lille sted, som var familieejet og drevet. 9 nætter blev det til, indtil vi idag til vemodigt tog afsked med øen. Vi mødte nogle hollandske rejsende med et par børn, som vi skal møde igen i Chiang Mai, som er næste destination på mandag.

“Vores” strand, Haad Yao beach, Koh Phangan
Bungalow hygge

Og så lige finalen, som sætter de glittede billeder i perspektiv (ikke for sarte sjæle)

Jeg vågnede imorges op med en lidt suspekt rumlen i maven, og både Gry og Sofie har da også de sidste par dage døjet lidt med maveonde. Rumlen blev fulgt op af et par toiletbesøg og svedeture, så jeg snuppede et par piller og noget vand, så jeg var klar til rejsedagen med færge til fastlandet. Jeg fik det ikke meget bedre, men det hjalp gevaldigt at komme ind i aircon på færgen. Kort tid efter skulle gry på wc, og til min rædsel erfarede jeg, at det var udelukkende  pedal- (stå)toiletter på denne færge. Ikke just et øsnkværdigt scenario, når man har maveproblemer. Men ak og ve, der var ingen vej udenom. Jeg måtte på wc, og det lidt tjept! Udover maveproblemer er det selvølgelig den månedlige begivenhed med menstruation, og på alle andre tidspunkter hylder jeg i rosende vendinger den geniale menstruationskop. Idag not so much. Først skulle sidstnævnte ud, og det NU for ikke at havde nede i toilettet og gøre miseren værre (jep, bitter erfaring), hvorefter lort og lagkage røg igennem luften og havnede delvis i det fodømte pedaltoilet, men også på omkringliggende arealer. I hånden balancerer jeg en delvist fyldt kop med blod, som jeg ikke kan lægge fra mig på det rimeligt beskidte toilet, altimens jeg desperat kæmper med mine medbragte snotklude og vådservietter, som er mine redningsplanker i denne situation. Jeg bander og svovler og priser mig dog lykkelig over, at der er en håndspuler, som kan forvandle det, der mest ligner et slagtehus, til et delvist rent toilet, som andre rejsende, uvidende om det scenario, der har udspillet sig, kan benytte uden alt for stor fare. Så husk bag de smukke billeder gemmer andder sig helt almindelige hverdagshurlumhejer, som gør, at alle m bevarer jordforbindelsen.

Færgelejet på Koh Phangan, Thong Sala

Pitstop på fastlandet i Khanom

Resten af dagen har været ned ad bakke, jeg fik det dårligere og dårligere, men er nu i bedring efter nogle piller og søvn. Christian og pigerne har sågar booket et andet værelse for at slippe for mine dårligdomme, så derfor sidder jeg nu og hakker med at få dette indlæg færdigt. Vi er taget til Khanom for at se lyserøde delfinber, men da mit helbred og vejret er ikke godt, har vi aflyst turen. Det er synd for pigerne, men måske vi kan spotte nogle delfiner fra molen i byen. Imorgen videre til Suratthani i 2 nætter, hvorfra vi flyver til Ciang Mai og det nordlige Thailand mandag morgen.

Optræk til uvejr på stranden i Khanom
0 Shares

6 thoughts on “Bye bye Vietnam, Hallo Thailand

    1. HEj Mogens! Der kommer snart lidt mere nyt fra østfronten. Håber, du har det godt?
      KH Dorthe

  1. Tak for dine befriende ærlige og sjove feriemails. Sproget flyder både lystigt og dramatisk som “skidt fra en spædekalv” – …for nu at fastholde billedet 😉 Håber I får det bedre på jeres videre tur! 🙂

    1. Hej Yine. Tak for besked, altid godt at høre hjemmefra. Tak for de pæne ord, det er dejligt, at du gider læse med:-)! KH Dorthe

  2. Tak for “Toiletbesøget” 🙂 Jeg hader virkelig inderligt at høre om folks ferier når der intet “sjovt” er sket 🙂 Den her reddede lige min dag!!!

    1. Hej Erling. Tak for besked, jeps, den her familie kommer af en eller anden grund altid på slap line ind imellem, så der komme en historie eller to mere undervejs. Vi ses! KH Dorthe

Comments are closed.

Comments are closed.
UA-111394081-1